Læsetid: 5 min.

Tjekliste til unge voksne: Disse forsikringer bør du have styr på

Der er mange nye ting at forholde sig til, når du går fra at være ung og bo hjemme til at være voksen og bo ude. Regninger, husholdningsbudget, rengøring, transport, planlægning af hverdagen … alt det, det kræver at bo for sig selv. For nogle er det hverdagskost, for andre er det en helt ny verden. Og i denne verden findes også noget, som de færreste hjemmeboende har taget stilling til; nemlig forsikringer.

Forsikringer kan spille en afgørende rolle i din økonomi og din økonomiske frihed og fremtid, og selvom det kan være fristende at ignorere eller undervurdere betydningen af en forsikring, som en betydelig del af unge under 28 gør, er det vigtigt at have de rigtige dækninger på plads, så du ikke pludselig står med en uoverkommelig regning, der sætter dig i gæld de næste mange år. 

I dette blogindlæg vil vi gennemgå, hvilke forsikringer du har brug for, for at sikre dig økonomisk, og som du derfor for alt i verden ikke må skippe – uanset hvor heldig du føler dig. 

 

Bil- og knallertforsikring

Hvis du ejer eller leaser en bil, er du forpligtet til at have en ansvarsforsikring. En ansvarsforsikring dækker, hvis du kommer til at forvolde skade på andre bilister i trafikken eller deres ejendele. Ansvarsforsikringen er lovpligtig. 

En kaskoforsikring kan du drage fordel af, hvis du har en bil, der har en middelhøj eller høj værdi. Kaskoforsikringen dækker skader på din egen bil, f.eks. bilkabuler, og kan spare dig for mange penge på reparationer. Har du en gammel bil uden den store gensalgsværdi, er det ikke sikkert, det giver mening at have en kaskoforsikring. 

Det samme gør sig gældende, hvis du har en knallert. Ansvarsforsikringen er obligatorisk. Derudover er det i begge tilfælde en rigtig god idé at have en ulykkesforsikring – det kommer vi ind på senere.

 

Indboforsikring

Hvis du bor til leje, er det en god idé at have en indboforsikring med en dækning, der passer til værdien af dine ejendele. Indboforsikringen dækker primært dine ting i tilfælde af brand, tyveri eller vandskader, og det er en god investering for de fleste, der ejer bare lidt af værdi. Denne forsikring er relativt billig og giver både tryghed og ro, i en ellers travl hverdag. 

 

Ulykkesforsikring

Ulykkesforsikring er en vigtig forsikring, der giver dig ret til en sum penge, hvis du kommer ud for en ulykke, hvor du pådrager dig varige skader eller invaliditet som f.eks. en ryg-, knæ- eller skulderskade. Godtgørelsen vurderes ud fra din méngrad og samlede forsikringssum, så jo bedre forsikret du er, jo flere penge kan du også få i tilfælde af en skade. Ulykkesforsikringen kan også hjælpe med en strakserstatning, hvis du brækker lemmer, uden at få varige mén. 

Endelig kan du i ABCforsikring udvide med dækning for alvorlige sygdomme.

 

Livsforsikring

Selvom det kan virke enormt fjernt at tænke på livsforsikring så tidligt i livet, kan det være klogt at overveje det, især hvis du har nogen i dit liv, som er økonomisk afhængig af dig, f.eks. en ægtefælle eller børn. Livsforsikringen giver økonomisk sikkerhed til dine nærmeste, hvis du skulle gå bort. Præmierne er ofte lavere, når du er ung, så det er et godt tidspunkt at tegne en livsforsikring på. Tjek om du allerede er fornuftigt og tilstrækkeligt dækket via firmapension, hvis du har sådan en.

 

Hundeforsikring 

Har du hund, skal du have styr på dine hundeforsikringer. Som hundeejer er det obligatorisk at have en ansvarsforsikring, men derudover kan der være mange penge at spare ved at have en hundesygeforsikring, der dækker udgifter til dyrlæge, medicin m.v., hvis din hund kommer til skade eller bliver syg.

 

Meget mere end materiel

Når det kommer til forsikringer, handler det ikke kun om at kunne få erstatning for materielle ting, der går i stykker eller bliver stjålet. Det handler i mindst lige så høj grad om at få hjælp til at dække sagsomkostninger og erstatningskrav, hvis du forvolder skade på andre eller andres ting. 

Er du f.eks. skyld i et færdselsuheld, hvor en anden kommer til skade, kan regningen let løbe op i flere hundrede tusinde kroner for advokatbistand, méngrad, tabt erhvervsevne eller arbejdsfortjeneste, svie og smerte m.v. Penge, de færreste har stående på kontoen – og som i øvrigt også ville være rigtig øv at skulle bruge på dét, hvis du går og sparer op til udbetaling til en bolig, en lang ferie eller lignende.

Det kan godt betale sig at betale et beskedent beløb om måneden og få den økonomiske tryghed, der følger med. 

 

Andre gode råd til dig, der lige er flyttet hjemmefra

Vi har nu fået slået fast, at det er vigtigt, at du har styr på dine forsikringer. Men der er andre ting, der også kan være gode at få styr på, når du flytter hjemmefra, og som kan hjælpe dig med at komme foran økonomisk:

  • Lav et budget: Få et overblik over din økonomi, så du altid har råd til at betale dine regninger, få mad på bordet og måske også have lidt penge tilovers til sjov og hygge. Husk at sætte penge af til tandlægeregninger, studiebøger og andre store poster, der dukker op indimellem.
  • Lav madplan: En god måde at spare penge på er ved at lave en madplan og kun handle ind en eller to gange om ugen. På den måde undgår du at købe mere, end du har brug for – og du minimerer risikoen for impulskøb.
  • Spar op: Hvis du har mulighed for det, er det en god idé at spare op. Om det er et fast beløb hver måned, eller når du synes, du har økonomisk overskud, er op til dig.
  • Ret din forskudsopgørelse: Noget, vi ofte ser, der kan få unge mennesker til at spærre øjnene op, er, når de får deres første skatteopgørelse, efter de har fået deres første studiejob. Det er nemlig ikke alle, der ved, at man skal rette i sin forskudsopgørelse, når ens økonomiske situation ændrer sig – men det ved du heldigvis nu. 

 

Vælg med omhu – sæt dig ind i dine forsikringer

For at få en god start på livet som udeboende er det afgørende at få en hurtig afklaring på din økonomiske situation, så du ikke ender med at skulle optage kassekreditter, forbrugslån eller lignende. Et budget er en god forudsætning, så du ved, at du har råd til at betale dine regninger, herunder dine forsikringer. 

Når du skal vælge forsikringer, bør du se dig godt for. Der findes mange forsikringsselskaber, som alle tilbyder noget forskelligt, så brug lidt tid på at sætte dig ind i de forskellige forsikringer, policer, dækninger, undtagelser og beløbsgrænser, så du er sikker på, du er dækket godt ind. Det giver god mening at samle dine forsikringer hos ét selskab, da det både er mere overskueligt og også ofte er billigere, end at have dem forskellige steder. 

Det siger vores kunder: