Læsetid: 4 min.

Gode råd til at forebygge brand i dit hjem

I Danmark opstår der godt og vel 64.000 brande i private hjem om året. Ud af disse er 60.000 såkaldte “happy fires”, altså små brande, som folk selv formår at slukke uden at tilkalde brandvæsnet. De resterende knap 4.000 er brande, som brandvæsnet må rykke ud til. Men hvad kan du egentlig gøre for at forebygge brand i hjemmet? Det vil vi i dette blogindlæg komme med vores bud på, så du kan brandsikre dit hjem bedst muligt og dermed beskytte dig selv og din familie. 

 

Fire årsager til brande 

Officielt findes der fire hovedårsager til, at der opstår en brand:

  1. Menneskelig tilsigtet handling
  2. Menneskelig utilsigtet handling
  3. Fejl eller svigt i elektrisk udstyr eller varmekilde
  4. En naturhændelse.

En tilsigtet brand er en påsat brand, men disse ses oftest på biler og containere og yderst sjældent på private hjem. 

En utilsigtet brand skyldes typisk uheld og uforsigtighed. Det kan f.eks. være, at du glemmer at slukke et stearinlys inden sengetid, eller at du ikke får lukket lugen til brændeovnen, så gnister og gløder kan få fat i de optændingsmaterialer, der står ved siden af. 

Elektrisk udstyr kan pludselig bryde i brand pga. fejl eller svigt. Det kan f.eks. være en defekt tørretumbler, elinstallation eller vaskemaskine. 

Når det kommer til naturhændelser, er det oftest lynnedslag, der sætter ild til private boliger herhjemme – men det sker sjældent.

Det, du bedst kan beskytte dig imod, er uheldene, men også kortslutning af elektrisk udstyr skal du være ekstra opmærksom på. Og så bør du anskaffe dig en lynafleder, hvis dit hus ligger på en bakke eller for sig selv, i et fladt landskab.

 

Sådan brandsikrer du dit hus

Der er mange tiltag, du kan gøre, der kan øge brandsikkerheden i din bolig. Herunder får du en liste over nogle af de vigtigste og samtidig de mest ligetil: 

  • Sluk altid for stearinlys, inden du forlader et rum

Det er nok de færreste, der slukker for stearinlysene i stuen, fordi de skal ud i køkkenet og hente et glas vand. Men det bør du faktisk gøre. Gløder kan være små og nærmest usynlige, og et kort øjebliks uopmærksomhed kan have store konsekvenser. 

  • Hav en eller flere røgalarmer

En røgalarm kan være det apparat, der redder dig, hvis der pludselig opstår brand, mens du sover. Sørg for, at den altid virker, og hav gerne en røgalarm de steder i hjemmet, hvor der er varmekilder, mange elapparater eller større risiko for at udbryde brand. 

  • Placer varmekilder i sikker afstand fra brændbart materiale

Det er praktisk at have en kurv med brænde stående lige ved siden af brændeovnen, men for en sikkerheds skyld bør du placere den et par meter væk, så gnister eller gløder ikke kan få fat, hvis de skulle forvilde sig væk fra brændeovnen. På samme vis bør du også lade være med at lægge kogebogen lige ved siden af komfuret, når du kokkererer. 

  • Brug aldrig flossede ledninger eller opladere

Flossede ledninger og opladere har større risiko for at kortslutte og er derfor i stor risiko for at antænde. Smid derfor altid ødelagte ledninger ud – better safe than sorry!

  • Oplad ikke din telefon i sengen

Er du en af dem, der lægger telefonen under hovedpuden med opladeren i, inden du lukker øjnene? Det bør du måske genoverveje. En telefon eller tablet kan nemlig have svært ved at komme af med varmen, når den ligger på et blødt underlag, og det kan forårsage svigt, kortslutning eller brand. Og ved du, hvad der brænder nemt? Sengetøj.

  • Tag dine forholdsregler ved varsling om lyn og torden

Har meteorologerne varslet lyn og torden, gør du klogt i at tage alle elektriske apparater ud af stikkontakten, lige på nær køleskab, fryser og lignende. Derudover skal du lukke alle døre og vinduer.

  • Brug elapparater med automatisk slukfunktion

Moderne køkkenudstyr og elapparater er ofte udstyret med en automatisk slukfunktion, der forhindrer overophedning og lignende. 

Det kræver ikke alverden at forebygge brand i hjemmet, og med sund fornuft kommer du langt. 

Husk altid at få alle i sikkerhed hurtigst muligt, hvis der opstår brand i din bolig, og ring dernæst 1-1-2, så brandvæsnet kan komme og slukke ilden.

 

Hvordan er jeg dækket, hvis der opstår brand i mit hjem? 

Skulle det forfærdelige ske, at der opstår brand i dit hjem, er du heldigvis dækket af din indboforsikring. Vores indboforsikring dækker bl.a. skader i forbindelse med:

  • lynnedslag
  • eksplosion
  • brandslukningsskade
  • bortkomst under brand
  • kortslutning.

Har du et sommerhus, skal du også have en forsikring til fritidshus, da din almindelige indboforsikring kun dækker ting, der befinder sig på din bopæl, i et anerkendt opbevaringsmagasin, i en bankboks i et pengeinstitut, i ægtefælle eller samlevers plejebolig eller uden for forsikringsstedet i højst seks måneder. Du kan læse mere om vores indboforsikringer her

Hvis du ejer din bolig, bør du selvfølgelig sikre at bygningerne også er brandforsikret.

 

Sammensæt de rette forsikringer

Er du i tvivl om, hvilke forsikringer der er de rette for dig? I vores blogindlæg kan du læse mere om, hvordan du sammensætter de rigtige forsikringer, så du er bedst muligt dækket ind. 

Det siger vores kunder: